GRØN kreds - Plasteventyr på Vestkysten

STRANDET

Vi er på Strandet, en lille virksomhed, hvis formulerede vision er at holde strandene langs Vestkysten fri for plastik og sætte fokus på plastforurening lokalt såvel som globalt.

Her er hyggeligt. Udover arbejdsbord til støberiet, mangefarvede fiskekasser og udstillinger med informationstavler om mængder, råmaterialer, smeltningspunkter og plasttyper, er værkstedet også en kaffebar. Her er borde og stole transformerede paller, fiskekasser og plaststøbte skamler.

Tandbørster, pellets, tovværk, en badeand og vatpinde… det hele ligger dér på det store bord i midten af et nedlagt autoværksted. Lyset strømmer ind ad de store vinduer, der engang var værkstedets garageporte.

En verden af plastik 

”Vatpinde er en af de plastprodukter, som vi oftest finder langs Vestkysten” fortæller Jens, indehaver og produktudvikler i det lille havplastværksted i det vestjyske. ”I England skyller mange deres vatpinde ud i toilettet… og så ender de via kloaker, floder, havstrømme og vind ved vores strande.”

Jens tager os med ind i en verden af plastik, han taler om problematikken og den opdragende opgave, Strandet har taget på sig. I samarbejde med Thy kommune, er der nu opstillet affaldskasser langs stranden, hvor brugere af kyststrækningen kan komme af med det opskyllede plastaffald.

Pellets er de små kugler og det råmateriale, plastindustrien bruger til at lave plastprodukter. Millioner af pellets ender desværre i havet, fx ved spild under transport og produktion. Pellets er således en alvorlig kilde til plastforurening.

”De små plaststykker ligger langs strandkanten som millioner af fiskeæg,” siger Jens og peger på et stort billede af uendelig mange ”perler” i sandet, ”blot for bare at blive liggende, spist af fisk og fugle eller skyllet videre ud i havet igen.” slutter han.

Fra affald til undervisning

Mens Jens forklarer os om plasttyper og smeltepunkter, breder der sig en lugt af varm plast – umiddelbart ikke en lækker lugt, men i den her mængde er den ufarlig. Forklaringen er, at plaststøbemaskinen er blevet tændt og de mindre plastrester fra tidligere støbninger bliver varme.

Støbeforme, tænger, skruemaskine og handsker ligger på det lange arbejdsbord under vinduet i den modsatte side af garagedørene. Her er støbeforme til knapper, perler og nøgleringe, og bandet Hugorm har lagt en bestilling hos Strandet på øreringe og vedhæng, som skal sælges til koncerter.

”Skal vi ikke se at komme i gang? ” spørger Lisbeth, mens hun smiler, ”må jeg lave et sæt knapper?” Hun er ivrig efter at prøve maskinen.

Umiddelbart ser den lille ud, men den kan alt det, den skal. Der bliver valgt farve fra bøtterne med granulat og snart er også det så varmt, at støbningen kan gå i gang.

Støbeformen bliver placeret og spændt godt fast. Det er Jens, der instruerer og vi er alle dygtige elever, der lytter nysgerrigt og opmærksomt.

”Når du kan mærke, at det strammer til, skal du lægge kræfter i,” siger Jens, mens Lisbeth roligt og i en jævn bevægelse trækker hjulet rundt og ned ad. ”Så! Så er det nu, du skal sætte ind… bare bliv ved… lidt mere, ooog STOP!” Den varme plastik er presset ned igennem tragten og ind i støbeformen, der består af to dele, der er samlet med skruer. Overskydende varm plastik svulmer op af formen ved indgangshullet, som mousse ud af en sprøjtepose.

Det er spændende det her. Lisbeth og Jens hjælpes ad med at skrue formen fra hinanden for at frigøre en krans af ti små varme knapper, der stråler ud fra midten.

Lisbeth kigger op og viser stolt produktet frem, mens hun udbryder: ”Der er da for vildt! Kasseret fiskekasse – smukke knapper – upcycling… det er magisk.”