Rådgivning
Er du i krise og har brug for akut hjælp skal du enten få fat i din TR, din AMR eller ringe til os. Du kan også booke tid til en samtale med en af DLF's rådgivere.Akut hjælp
Hvis en ansat i kommunen udsættes for klart afgrænsede psykisk belastende hændelser i forbindelse med arbejdet, og det medfører, at vedkommende gennemgår en krisereaktion, har det enkelte center ansvar for, at den pågældende tilbydes krisepsykologisk behandling.
Det enkelte centers-, afdelings- eller institutionsleder har ansvar for at gøre en kriseramt medarbejder bekendt med muligheden for krisehjælp og tilskynde vedkommende til at tage imod tilbuddet.
Den enkelte enhed skal som hovedregel afholde udgifterne til nærmere fastsatte timetakster for selve behandlingen, transport m.v. Lederen tager direkte kontakt til Psykologgruppen af 1984.
“Klart afgrænsede, psykisk belastende hændelser” omfatter i denne sammenhæng:
- Vold, grov chikane eller krænkelser
- Trusler om vold
- Overværelse eller gennemlevelse af alvorlige ulykker, katastrofer, dødsfald og lignende.
- Andre klart afgrænsede hændelsesforløb eller oplevelser af særlig belastende karakter.
Læs mere om Helsingør kommunes Psykisk arbejdsmiljøpolitik i Hvordan får du hjælp? (oplysninger stammer fra kommunens personalehåndbog på Kilden).
Her kan du orientere dig om, hvilken hjælp du kan få, hvis du fx bliver stressramt, bliver udsat for vold eller mobning/chikane på din arbejdsplads.
Har du akut behov for psykolog på grund af vold eller trusler om vold, skal din arbejdsplads rekvirere hjælp samme dag. Hvis ikke du får hjælp, kan du kontakte din kreds, din arbejdsmiljørepræsentant, din tillidsrepræsentant, eller Danmarks Lærerforenings rådgivning.
Problemer på arbejdet
Hvis du har problemer på din arbejdsplads, kan du benytte dig af rådgivningsordningen i Danmarks Lærerforening. Du kan booke tid til en samtale med en af konsulenterne via Min side.
Samtalen
Når du bliver ringet op, hjælper konsulenten dig med at blive mere klar over, hvad der er vanskeligt på dit arbejde. Samtalen skal være med til at afdække problemet og konsulenten har mulighed for at henvise dig til en psykolog i nærheden af, hvor du bor.
Tavshedspligt
Konsulenterne i Rådgivningen har tavshedspligt og giver ikke oplysninger videre uden dit samtykke.
Henvisning til psykolog
Nogle arbejdspladser giver psykologbistand, hvis du har problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Det kan være en fordel, at du undersøger den mulighed, før du kontakter rådgivningen, da det som udgangspunkt bør være din arbejdsgiver, der betaler for psykologbistand, hvis der opstår psykiske skader på arbejdspladsen. Hvis din arbejdsplads ikke har et tilbud, kan rådgivningens konsulent henvise til en psykolog. Hvis du benytter dig af Danmarks Lærerforenings tilbud, skal der gå to år, før du kan blive henvist til psykolog igen.
Spørg din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant
Hvis du er i tvivl, om din arbejdsplads kan henvise til psykolog, skal du spørge din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, eller din kreds. Din læge skal i visse tilfælde henvise til psykolog over sygesikringsordningen.
Til tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, skoleledere og kredsstyrelsesmedlemmer
Som TR, AMR, skoleleder eller kredsstyrelsesmedlem, kan du stå i vanskelige situationer i kraft af din rolle. Hvis du har brug for sparring, eller du har brug for en henvisning til psykolog, har du også mulighed for at kontakte rådgivningen i DLF.
- Publiceringsdato: 18. januar 2016
- Ændringsdato: 22. august 2024