Vi vil det gode arbejdsliv i skolen

I de næste uger skal Helsingør Kommunes byråd forhandle et nyt budget på plads for den kommende periode. I den forbindelse har vi givet Byrådet flere gode råd. For i kredsstyrelsen i HLF er vi optaget af det gode arbejdsliv i skolen. Lærerne skal opleve, at de lykkes med deres arbejde, så børnene mærker det gode børneliv med værdifulde relationer og børnene oplever den bedst mulige skole, indenfor de givne rammer.

Folkeskoleidealet

Vores råd til politikerne har rod i DLF's folkeskoleideal og børnene. Børnene skal møde lærere med høj faglighed, og lærere, som styrker deres udvikling. Børnene skal indføres i samfundets kulturer og værdier gennem demokratiske processer. De skal mødes af ligeværd og retfærdighed og inspireres til aktivt at kunne deltage i både skolens sociale strukturer, men på længere sigt også verdenssamfundet. Og uanset baggrund og forudsætninger kunne forlade skolen med drømme og forventninger til livet.

 

Skole laver vi sammen

Vi er enige med de centarle parter, når de siger at folkeskolens opgave er fundamental. Det kalder på, at vi indgår et samvittighedsfuldt samarbejde med kommunen. For skole laver vi nemlig sammen. Det forpligter. Derfor tager vi også opgaven og ansvaret på os, ved at fremsætter et konkret forslag om, at Helsingørs Byråd bruger de tilførte ressourcer til flere lærere i skolen (den aftale Folketinget har vedtaget, kaldet 'Lærermilliarden'), på skoleområdet og specifikt til at reducere det maksimale undervisningstimetal i Helsingør.

Sænk det maksimale undervisningstimetal

Helt konkret opfordrer HLF byrådet til at reducere det maksimale undervisningstimetal for lærere og børnehaveklasseledere fra de nuværende 795/835 timer til 750 timer for både lærere og børnehaveklasseledere. Vi mener, at et lavere undervisningstimetal kan styrke:

Rekrutteringen - I Helsingør kommune er vi 493 månedslønnede lærere (sommer 2021). I de seneste 5 år er ikke færre end 407 fratrådt deres stilling. Det svarer til, at vi har skiftet lærerværelserne ud godt 0,8 gang. I samme periode er 381 blevet ansat og heraf har 35% eller mere end hver tredje ikke en læreruddannelse. De første der oplever den store udskiftning blandt lærerne, er børnene, når de gang på gang må skifte lærer. Det har betydning for børnenes udbytte af undervisningen og på sigt deres læring.

Vi har erfaring for, at lærere kigger på lektionstallet, når de søger nyt job. Et lavere maksimalt undervisningstimetal vil være et meget stærkt rekrutteringskort og gøre Helsingør kommune til en attraktiv ansættelseskommune, og med vores Lokalaftale, vil vi kunne give de nyuddannede lærere, gode betingelser for at få den allerbedste start på lærerlivet.

Kvaliteten i undervisningen - ved at frigive arbejdstid for den enkelte lærer, bidrager vil til at sikre mere tid til forberedelse og dermed højne kvaliteten i undervisningen for det enkelte barn.

Inklusionen - ved at frigive arbejdstid for den enkelte lærer, skaber vi mulighed for at lærerne kan arbejde mere med inklusion og klassefællesskabet.

Og give mere tid til det enkelte barn – klasselærerfunktionen kan styrkes, så eleverne kan ’få den klasselærer, som vi alle sammen kan huske’. Alt for mange forældre fravælger folkeskolen, ofte med den begrundelse, at der er manglende fokus på og tid til deres barn. Færre undervisningstimer for den enkelte klasselærer vil frigive ressourcer til mere fokus på det enkelte barn i skolen.

Emner

Målgruppe